Forside Tilbage til
Postkort
Snapshots Fotogalleri Multimedie
program
Om os


Mandø

Er Mandø vadehavets grimme ælling?
Der er jo hverken færge, bro eller dæmning over til øen?
Men det skal nu ikke forhindre os i at besøge øen.
Der er to muligheder for at kommer over til Mandø, den ene er mandøbussen og den anden mulighed er at køre selv.
Da begge muligheder er afhængig af tidevandet, er køreplanen for mandøbussen forskellig fra dag til dag.
Der er ingen problemer i at køre derover selv, men også her er man afhængig af tidevandet. Perioden hvor vejen til og fra er lukket afhænger af vejret, så man skal altid undersøge tidevandstabellen inden turen mellem øen og fastlandet påbegyndes.
Mandøbussen kører på en strækning, kaldet Ebbevejen, hvor der altid står vand, så den er forbeholdt bussen.
  Alle der selv vil køre til Mandø skal benytte "Låningsvejen", dens forløb ligger lidt nordligere end Ebbevejen.
Det er en grusvej, der er hævet en lille halv meter over havbunden.
Vejen er oprindelig blevet lavet til brug for vedligeholdelses arbejder af kysten og kystsikring, oprindelig uden tilladelse og officiel godkendelse. Men i dag er den blot en del af vores vejnet.
På en tør og solvarm forårsdag føles det ikke anderledes at køre på den end på enhver anden grusvej. Fornemmelsen er måske lidt anderledes alligevel, for havet er ikke særlig langt væk og højdeforskellen er begrænset. 
Men turen på de ca 6 km på bunden af vadehavet tager ikke lang tid, så vi er snart på "land" igen og vejen går op over diget. Men hvilken fantastisk udsigt ind over den 8 km2 store eller hedder det lille ø - et paradis på jord.
På diget græsser de mange får, de får føden og diget bliver passet. Men netop stedet her på diget kan koste dyrt. For stiger havet ekstraordinært højt på grund af stormflod er fårene de første til at sætte livet på spil. Står de først i vandet flytter de sig ikke, heller ikke selv de kan se tørt land ganske få meter fra dem.   
  Inden for diget møder vi store flokke af rastende gæs.
Det er midt i maj måned,  så de skal have fyldt deres depoter op i form af sul på kroppen, for sidst i maj flyver de nordpå. Og det er en anselig strækning de skal tilbagelægge, målet er det nordligste Norge og Siberien, enkelte skal endda helt over til den grønlandske østkyst.
Men det er ikke kun på Mandø, hvor der er mange fugle, hele vadehavet er et eldorado for de mange trækfugle.
Posten skal ud uanset vejret, det skulle heller ikke være et problem, og slet ikke en solbeskinnet formiddag i maj måned.
Men kigger vi lidt tilbage på tidligere tiders post var det anderledes barsk. Da gik posten fra Vester Vedsted en gang om ugen og turen foregik til fods, men det var inden der var noget der hed Låningsvejen. Så det var igennem vadehavet i bogstaveligste forstand.
  Men vadehavet er ikke altid smukt som det er denne dag, det kan vise sig fra sin værste side, det bevidner stormflodssøjlen om.
Det øverste mærke er fra 1634, men det ved den røde pil er fra 1999. Den dag i 1999 har havet stået næsten helt oppe ved kanten af klitten, ikke et spejlblankt hav, men et frådende vildt hav. Og lige inde bagved klitrækken, der her gør det ud for havdige ligger Mandø by. 
Udsigten fra klitten, stormflodssøjlen står lige udenfor billedet til højre.
Som her ved ebbe er der langt ud til havet, ved flod bliver hele det mørke område oversvømmet.
 
Lige inde bag klitten ligger redningsstationen, hvor det hele ånder fred og ro.
Lige overfor redningsstationen står en mindesten over Dronning Dagmar, der her betrådte dansk jord for første gang.

Slikgårdene der omgiver Mandø, fyldes med vand 2 gange i døgnet og hver gang aflejres der et mikroskopisk lag, der efterhånden bliver så tykt at havet ikke normalt kan oversvømme det mere - Mandø er blevet større. 

 
 
Mandø by ligger på øens sydlige del, hvor den er omgivet af et bydige.
En tur gennem byen er en unik oplevelse, alt ånder stilhed og fred, der er ikke mange biler og den eneste butik er brugsen, hvor de fleste fornødenheder kan købes.
Det er også her man får de seneste oplysninger om tidevandet. Om hvornår det er sikkert at køre på Låningsvejen, 
 
   
Mandø Museum eller som det også kaldes "Mandøhuset", viser boligforholdene på Mandø for 150 år siden.
Det står som ejeren lige var flyttet ud, alkoverne er opredt, nipstingene og møblerne står på deres plads. Man fornemmer virkelig man er på besøg i et gammelt lavloftet skipperhjem.
 
Mandø Kirke er fra ca. 1727.  
Der er flere landbrug på Mandø, inden for diget græsser store flokke kvæg og på diget og engarealerne ud mod vadehavet græsser fårene med deres lam.
 
Billedet til højre er en såkaldt Mandøs "wheele", det er en betegnelse man bruger flere steder langs vadehavskysten for stormflodshuller. Diget er her bygget rundt om et hul, som blev lavet af stormfloden i august 1923. Dette uhyggelige minde er i dag tilholds sted for mange dyr, bl.a. rørhøgen.
Efter en fantastisk smuk forsommerdag, er det tid til at køre tilbage ad Låningsvejen, for nu er den igen farbar.
 
 
 
Til top
Senest opdateret den 18. januar 2014  © nbm.dk 2003 - 2014